STOR ROBOTKONKURRENCE I SVENDBORG

STOR ROBOTKONKURRENCE I SVENDBORG

Der kommer til at syde og boble af liv, når gymnasieelever fra hele landet og folkeskoleelever fra Sydfyn skal dyste i robotkonkurrencen SIT Comp Robotics 2017.

Svendborg Tekniske Gymnasium er initiativtager og vært for en stor robotkonkurrence den 28. og 29. oktober 2017 i de tidligere AMU-haller på Ryttervej 59 i Svendborg.

Holdene, som består af 4-10 personer, vil dyste i to spændende konkurrencer, som hver især stiller forskellige krav til robotten.

Der vil naturligvis være en racerløb, hvor det gælder for robotten om at komme først over målstregen.

I den anden konkurrence er der placeret eller nedgravet 100 metalklodser og her gælder det om at få fragtet så mange metalklodser som muligt tilbage til egen målzone.

Der vil være en pit-stand for hvert hold, hvor deres robot kan præsenteres og hvor der vil være mulighed for at arbejde på robotten, når den ikke er i konkurrence.

ROBOTTEN

Der er nogle specifikationskrav som er ens for alle, fx må den ikke koste mere end 5000 kr. at lave og den skal være bygget af de deltagende hold.

Som på billedet kan den bygges i LEGO Mindstorms, men det er ikke en nødvendighed.

SAMARBEJDE MED SYDDANSK UNIVERSITET

På SDU, som både er uddannelses- og forskningsførende i robotteknologi, bakker de op om vores spændende initiativer, da det er med til at understøtte unges interesse for området.

Som et led i SIT Comp Robotics 2017 vil de arrangere undervisning/temadag for de deltagende elever, så de kan komme og høre forelæsninger om relevante emner indenfor robotteknologi, udføre forsøg og få en rundvisning i robotlaboratorierne.

De vil også bistå med faglig vejledning, som de deltagende elever kan benytte sig af i deres robotprojekt samt stille med faglige dommere til SIT Comp Robotics 2017

ROBOTVIRKSOMHEDER MANGLER KVALIFICERET ARBEJDSKRAFT

Flere fynske robotvirksomheder støtter op om eventen og deltager med robotudstyr og dommere.

I en undersøgelse fra 2016 viser det, at syv ud af ti robotvirksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft og det forventes kun at blive værre i fremtiden.

Den udfordring vil Svendborg Tekniske Gymnasium gerne være med til at løfte samtidig med et ønske om at sætte fokus på kommunikation og teknik, programmering og mekanik og samtidig give de unge en stærk social oplevelse.

Har du spørgsmål til konkurrencen, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Peter Frisk på telefon 72 22 58 21 eller på mail pfr@sesg.dk.

Der er åbent for alle og det er naturligvis gratis at komme ind.

Dørene åbnes kl. 10.00 og der kan købes kaffe og kage.

Se mere på vores side for arrangementet her.

Du kan også besøge Svendborg Tekniske Gymnasiums Facebookside, hvor vi vil komme med nyheder og opdateringer.

Eller find os på Instagram (svendborghtx) og Snapchat (svendborg-htx).