Det startede med 20 uger

Det startede med 20 uger

Emma Støvring er i lære som bygningssnedker hos tømrermester Mogens Green Rasmussen i Vester Aaby. Hør hendes historie og hvorfor hun startede på en uddannelse som bygningssnedker på Svendborg Tech.

Da Emma støvring startede på Grundforløb 2 på snedkeruddannelsen i januar 2017 var hun egentlig bare indstillet på, at det skulle vare de 20 uger som grundforløbet er.

– Jeg startede fordi jeg synes det er fedt at lære noget om at arbejde med træ. Det kan man altid bruge til et eller andet, fortæller Emma.

Som ugerne skred frem, fandt hun ud af, at det var meget mere spændende end hun havde regnet med.

– Jeg fandt ud af, at det var noget jeg godt kunne blive god til, fortæller Emma.

SKOLEPRAKTIK

Før Emma fandt sin læreplads startede hun i skolepraktik på Svendborg Tech.

Det gav mulighed for virksomhedsforlagt undervisning, hvor hun kunne komme to uger ud i en virksomhed.

Igennem Svendborg Tech blev der etableret kontakt til tømrermester Mogens Green Rasmussen i Vester Aaby.

– Det var lidt hårdt i starten og jeg skulle lige vænne mig til tonen, fortæller Emma.

Men derfra gik det hurtigt og Emma startede op som lærling i firmaet.

I LÆRE

Noget andet Emma også skulle vænne sig til var at blive kigget over skulderen og få fortalt, hvad hun gjorde forkert.

Men hun fandt hurtigt ud af, hvor dygtige hendes kolleger var og hvor meget hun kunne lære af dem.

SPÆNDENDE OPGAVER

Hos Mogens Green Rasmussen får Emma rig mulighed for at lave både værksteds- og restaureringsarbejde. Restaureringen foregår på gamle bygninger, herunder kirker.

Det betyder, at Emma også er med i arbejdet omkring vinduer, der skal laves fra bunden af, til bygningerne.

– Det er sjovt. Der er mange profiler i sådanne vinduer og det er noget rigtig “nussearbejde”, fortæller Emma.

Hun er især glad for arbejdet i kirkerne.

– Det skal laves ordentligt, så det ligner det gamle. Det betyder, at der er sat tid af til at lave et godt stykke arbejde, fortæller Emma.

EN TUR PÅ GYMNASIET

Før Emma overhovedet tænkte på en snedkeruddannelse startede hun i 1. g på Kolding Gymnasium.

– Jeg havde en følelse af, at var det, man skulle for at have noget at falde tilbage på, forklarer hun.

Det viste sig bare ikke at passe på hende.

Emma havde meget fravær og droppede ud inden skoleåret var omme.

DER ER MANGE MULIGHEDER

Og af dem har Emma prøvet et par stykker.

Hun har været på Skoleskibet Georg Stage og har prøvet gartnerfaget af.

Før hun kom til Svendborg opholdt Emma sig i Norge, hvor hun havde kig på den økologiske landmandsuddannelse.

FREMTIDEN

Som Emmas fortid viser er hun åben for forandring, men uddannelsen som bygningssnedker vil hun gerne gøre færdig.

– Efter min uddannelse kunne en videreuddannelse inden for restaurering være en mulighed, fortæller Emma.

– En anden drøm er at indrette et værksted bag en i varevogn og så bare køre sydpå og se, hvad der sker, afslutter Emma med et smil.

KONTAKT OS

Har du spørgsmål til snedkeruddannelserne eller vores andre uddannelser, så er du meget velkommen til at kontakte os.

Ring eller skriv til Alma Qvistgaard, som er vores uddannelses- og erhvervsvejleder, på telefon 72 22 60 18 eller mail lq@sesg.dk.

HØR EMMA SELV FORTÆLLE