DM i smørrebrød og catering

DM i smørrebrød og catering

Michella Løvgreen Brandt og Fenja Thykjær Hansen er i gang med uddannelsen til gastronom med speciale i smørrebrød og catering. Nu skal de til DM.

*** OPDATERING ***

Michella og Fenja fik en flot andenplads til DM!

Se billeder fra finalen her.

******

Mandag den den 19. marts afholdes der DM i smørrebrød og catering på Foodexpo i Messecenter Herning.

Her skal 14 elever fra 7 skoler i hele landet dyste om at blive Danmarks bedste i smørrebrød og catering.

To af dem er Michella Løvgreen Brandt og Fenja Thykjær Hansen fra Svendborg Food, som sammen med faglærer Maria Kejser og coach og mentor Nikita Engholm Sørensen er det team, der skal repræsentere Svendborg Food til DM.

– Jeg synes det kunne være en spændende oplevelse at være med og komme ud og se, hvad andre laver, fortæller Michella.

Til sommer 2019 færdiggør Michella sin uddannelse.

– Jeg tror det bliver en god hjælp til min svendeprøve, at jeg nu har prøvet at arbejde under det pres det er at forberede sig til et DM, fortsætter hun.

Michella er i lære på Idrætsefterskolen Ulbølle.

Udover at være rigtig glad for sin læreplads har hun kun oplevet støtte fra sin chef, som med et smil fortalte hende, at hun skulle være med, da hun præsenterede idéen for ham.

Fenja er snart færdig med sin uddannelse og skal til svendeprøve den 25. april.

– Jeg ser deltagelsen ved DM som en mulighed for at lære noget supplerende til den uddannelse, jeg er i gang med at tage og som en god forberedelse til min svendeprøve, fortæller Fenja.

Fenja (t.v.) og Michella arbejder på præsentationen af deres mad til DM.

ERHVERVSUDDANNELSE FOR VOKSNE

Fenja tager sin uddannelse på et EUV-forløb, hvor hun kan tage sin uddannelse på Svendborg Food med de tre hovedforløb, som uddannelsen har, lige efter hinanden.

Det kan hun gøre fordi hun har over to års relevant erhvervserfaring, som hun har fået ved at arbejde på hoteller i Italien og i Norge.

Fenja er også uddannet folkeskolelærer, men fik efter flere års arbejde som lærer lyst til at arbejde mere praktisk.

– Jeg synes der er en tendens i tiden til, at rigtig meget foregår oppe i vores hoveder. Derfor er det er dejligt befriende at stå med “fingrene i dejen”, fortæller Fenja.

FRA SKOLEPRAKTIK TIL LÆREPLADS

Michella nåede knap fire måneder i skolepraktik på Svendborg Food.

Her fik hun mulighed for at komme 14 dage i praktik på Idrætsefterskolen Ulbølle, som kort efter søgte en voksenlærling.

Michella søgte stillingen og fik lærepladsen.

FAMILIELIVET ER VIGTIGT

Både Michella og Fenja har små børn.

Valget af gastronom med speciale i smørrebrød og catering betyder da også meget i forhold til at have små børn, da jobs med lige præcis den uddannelse ofte er i dagtimerne.

VALGET AF SVENDBORG FOOD

Fenja bor i Vissenbjerg, men blev overbevist om at vælge sin uddannelse på Svendborg Food efter sin kompetencevurderingssamtale.

– Jeg fik en følelse af at der var tid, ro og ressourcer til at få lært noget, fortæller Fenja.

BIDRAG FRA SNEDKERNE

Til at præsentere maden bedst muligt til DM har snedkerne på Svendborg Tech lavet to præsentationsborde og to skærebrætter til Michella og Fenja.

Snedkerne på Svendborg Tech har lavet disse flotte borde og brætter, som maden kan præsenteres på.