Optagelse og adgangskrav

Måden at søge ind på en erhvervsuddannelse er forskellig afhængigt af om du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse eller om det er mere end 1 år siden, du gik ud.

Nogle krav er de samme uanset alder, andre afhænger netop af alder og baggrund. Den store forskel er, om det er under eller over 1 år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse.

Under 1 år siden du gik ud

Du kan begynde på en erhvervsuddannelse hvis:

  • Karakteren i gennemsnit er mindst 02 i dansk og matematik ved 9. eller 10. klasses eksamen – eller hvis du har en uddannelsesaftale om praktik i en virksomhed
  • “Uddannelsesparat” er den vurdering, du har fået fra Ungdommens Uddannelsesvejledning

Er du ikke uddannelsesparat eller har du ikke opnået 02 i dansk eller matematik, kan du søge om at komme til en optagelsesprøve på Svendborg Erhvervsskole.

Du søger om prøver samtidig med at du søger om optagelse på en erhvervsuddannelse. Vi holder optagelsesprøve inden hvert optag, og du bliver automatisk indkaldt.

Sådan søger du

Søg ind via optagelse.dk.

I ansøgningen skal du angive:

  • Hvilken skole du vælger
  • Hvilket hovedområde du søger
  • Den fagretning du er varm på (du træffer først det endelige valg efter ½ år)
  • Om du ønsker EUX (Du kan vælge om inden 14 dage efter skolestart)

Du får hurtigst muligt svar på, om du er optaget.

Over 1 år siden du gik ud

Du kan begynde på en erhvervsuddannelse hvis:

  • Karakteren i gennemsnit er mindst 02 i dansk og matematik ved 9. eller 10. klasses eksamen – eller hvis du har en uddannelsesaftale om praktik i en virksomhed. (02 svarer til 6 efter den 13-skalaen, som blev brugt før)

Søg ind via optagelse.dk.

Sådan gør du

Ansøgningen skal du skrive under (og en forælder, hvis du er under 18 år) via NemID.

I ansøgningen skal være:

  • Dokumentation for karakterer – eller oplysning om uddannelsesaftale med en virksomhed
  • Dit valg af skole
  • Dit valg af uddannelse
  • Besked om du ønsker EUX

Hvis du har en uddannelsesaftale, skal du sende din ansøgning med posten til

Svendborg Erhvervsskole,
Skovsbovej 43,
5700 Svendborg

Få mere at vide hos en af vore studievejledere, inden du søger.