En typisk dag

Når du begynder på uddannelsen som bygningsmaler, vil du opleve en anderledes dag i forhold til det du kender fra folkeskolen. Se en typisk dag på uddannelsen.

Det er mandag morgen. Klokken er 8.10. Vi er på Svendborg Erhvervsskole i skolens malerafdeling, hvor vi uddanner kommende bygningsmalere.

Alle går i gang med det de skal. Nogen møder op i teorilokalet, hvor engagerede undervisere fortæller og forklarer – andre møder op i værkstedet, hvor pensler og andet grej findes frem.

Nye opgaver hver dag

Sådan kunne en typisk dag godt starte i malerafdelingen på Svendborg Erhvervsskole. Du starter altid dagen klokken 8.10, når du er på grundforløb eller hovedforløb, mens mødetider er anderledes, hvis du er i praktik.

Du er på uddannelsen til klokken 15.30 hver dag, dog undtagen fredag, hvor vi går tidligere hjem. Fælles for dagene er dog, at der venter nye opgaver og udfordringer hver dag, du møder ind på uddannelsen.

De fag, som du møder i hverdagen, passes hele tiden til, så de matcher din uddannelse som bygningsmaler. Vi giver dig små, korte teoretiske oplæg, som du herefter skal omsætte til konkret opgaveløsning i værkstedet.

Den manglende klokke

En af de ting, som du sikkert hurtigt bemærker, når du starter i malerafdelingen, er den manglende klokke, som altså ikke ringer ind og ud, som du måske kender fra folkeskolen. Vi har besluttet at holde småpauser, når det passer godt ind i programmet.

Dog holder vi spisepauser på bestemte tidspunkter. Den første spisepause er klokken 9.30, middagspausen finder sted klokken 11.30, og vi holder også en eftermiddagspause omkring klokken 13.30 .

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du til enhver tid kontakte vores studievejleder.