Uddannelsesretninger

Uddannelsen som elektriker tager som udgangspunkt 4 år, men rent faktisk kan den sagtens tage kortere eller længere tid. Det afhænger af det speciale du vælger.

Hvis du en dag ønsker svaret på hvor lang tid, det tager at blive elektriker, vil svaret blive:

– Det kommer an på så meget!

Uddannelsen som elektriker er nemlig indgangen til en uddannelse med 5 forskellige specialer. Her er uddannelsens varighed afhængig af hvilket speciale du vælger.

Elmontør: 2 ½ år

Når du har været i gang med uddannelsen som elektriker i 2 ½ år, har du gennemført specialet som elmontør. Dette kræver dog, at du har gennemført og bestået de prøver det kræves undervejs.

Som elmontør kommer du til at arbejde med almindelige elinstallationer, som du kender fra dit eget hjem. Dette indebærer arbejde med svag- og stærkstrømsinstallationer samt kabeltrækning og mange andre opgaver.

Installationsteknik: 4 år

Hvis du vælger specialet installationsteknik, kan du med sindsro kalde dig selv for en ”god, gammeldags elektriker”. Installationsteknik er nemlig tidens navn for elektrikeren, som arbejder med lys og strøm i private hjem og virksomheder.

Specialet lærer dig ligeledes, hvordan du via computerteknologi kan styre varme, lys og ventilation i bygninger. Med installationsteknik på visitkortet kan du se frem til samarbejde med eksempelvis tømrere og murere på byggepladser.

Styrings- og reguleringsteknik: 4 ½ år

Højteknologi er på menukortet, hvis du vælger uddannelsen som elektriker med specialet styrings- og reguleringsteknik. Her får du i høj grad brug for at bruge den teoretiske viden, du lærer på uddannelsen, for ofte er problematikkerne ikke så lette at løse.

Forestil dig at du skal finde fejl på større produktionsanlæg i en virksomhed, eller at du skal programmere en større maskine, så den yder maksimalt udbytte. Du skal altså opbygge, vedligeholde og fejlfinde på sådanne automatiske produktionsanlæg.

Kommunikationsteknik: 4 ½ år

Hvis du vælger specialet kommunikationsteknik under uddannelsen som elektriker, venter en uddannelse på 4 ½ år forude. Der venter samtidig en særdeles spændende uddannelse, hvor du kommer i nærkontakt med nogle af tidens vigtigste elementer.

Folk kommunikerer dagligt på nettet, både internet på små netværk i virksomheder og på det globale internet. Med dette speciale kommer du til at arbejde med blandt andet installering og programmering af virksomhedens trådløse systemer.

Bygningsautomatik: 4 år

Tidens hjem og virksomheder kaldes ofte for de intelligente bygninger. Mange af de elektriske installationer er automatiserede og intelligente, og dette er netop hvad specialet bygningsautomatik handler om.

Her lærer du at opbygge og styre større intelligente systemer, som har ansvaret for vand, varme og el. Du kommer også til at arbejde med avancerede anlæg, som holder øje med bygningens øvrige, intelligente anlæg.

Som du ser, er der mange muligheder bygget ind i uddannelsen som elektriker.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du til enhver tid kontakte vores studievejleder.