Industritekniker EUX

Uddannelsesretninger

Når du starter uddannelsen som industritekniker, får du samtidig adgang til en række forskellige uddannelsesretninger. Det er der spændende muligheder i.

Uddannelsen som industritekniker har som basis to specialer: enten kan du vælge uddannelsen industritekniker – maskin, eller du kan vælge at blive industritekniker  – produktion. Du kan også vælge at blive industriassistent.

 Industritekniker – maskin

Uddannelsen som industritekniker med specialet maskin er en slags moderniseret udgave af den gode, gamle uddannelse som maskinarbejder. Her skal du både bruge hænder og hoved.

Du får brug for den matematik, som du lærte i folkeskolen, og så skal du være parat til at lære at programmere. Du skal desuden forberede dig på at stå over for spændende maskiner med udfordringer – maskiner som du fremadrettet vil se i jern- og metalvirksomheder.

Industritekniker – produktion

Uddannelsen som industritekniker med specialet produktion tager længere tid end den ”almindelige uddannelse”. Her skal du på ”skolebænken” i 5 ½ år, og når du først er færdig, har du en særdeles alsidig uddannelse på hånden.

Du vil formentlig gå en karriere i møde, hvor du kommer til at stå for styring, udvikling og produktionsplanlægning i en moderne virksomhed. Du får brug for dine kreative og praktiske evner, som vi nok skal hjælpe dig med at få bygget ekstra godt op.

 Industriassistent

Hvis du påbegynder uddannelsen som industritekniker, er uddannelsen som industriassistent første trin på stigen. Når du har gennemført og bestået de 2 første år i uddannelsen som industritekniker, er du automatisk industriassistent.

På de 2 år lærer du at fremstille enkle maskindele og emner på både manuelle og CNC styrede maskiner. Du får et grundlæggende indblik i at dreje, fræse og bore, og du vil snart vide en masse om emnetegninger og opmålinger.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du til enhver tid kontakte vores studievejleder.