Praktikplads

Når du påbegynder uddannelsen som murer, foregår en væsentlig del af uddannelsen som lærling i en virksomhed eller som elev i skolepraktik.

Selv om du er over 25 år og måske har erfaring der gør, at du kan gennemføre dit hovedforløb på kortere tid, er det stadig vigtigt for dig at få en uddannelsesaftale med en mester.

Find en læreplads

En praktikplads finder du i en virksomhed, som gerne vil lære dig op i de perioder af hovedforløbet, hvor du ikke går i skole.

Det er din egen opgave at søge praktikplads, men skolen hjælper gerne med at svare på de spørgsmål, en mester har, og vi hjælper med alt det praktiske i forhold til kontrakt og rammer.

Søg i nærheden af din bopæl. Det giver som regel de bedste chancer for et godt uddannelsesforløb. Det er ikke altid let at finde en praktikplads, så vi råder dig til at gå i gang så hurtigt som muligt.

Du kan finde praktikpladser på Praktikpladsen.dk, som hører under Undervisningsministeriet. Oftest er det bedste bare at møde op og få en snak med mester.

Praktikplads som sikkerhed

Skolepraktik er din sikkerhed for, at du kan gennemføre uddannelsen. Du lærer i princippet det samme, men det giver altid noget ekstra at komme ud at arbejde i en virksomhed, på byggepladser eller ud i private hjem.

Skolepraktikken kan i øvrigt blive afbrudt af kortere perioder, hvor en virksomhed har behov for ekstra elever til et projekt. Det bliver naturligvis aftalt med lærere og uddannelseschef.

Opbakning fra skolen

Hvis du løber panden mod muren og har svært ved at finde en praktikplads, kan du altid kontakte en af vores vejledere. Ring til studievejleder Alma Qvistgaard på tlf. 7222 6018.