Uddannelsesretninger

Uddannelsen som skibsmontør tager 4 år at gennemføre. Dog vil du allerede efter 2 ½ år have en titel til dit visitkort samt mulighed for at have fået certifikater.

Når du er fast besluttet på, at du vil være skibsmontør, siger du også ja til at tage en uddannelse, som varer 4 år. I denne periode skal du igennem forskellige forløb: grundforløb, hovedforløb samt praktikophold i en virksomhed.

Uddannelsen som skibsmontør er bygget op på den måde, at du efter 2 ½ år har en midlertidig titel til dit visitkort, idet du her – hvis du består prøver og eksamener – har taget uddannelsen som industrimontør. Når du færdiggør resten af uddannelsen, vil du efter de 4 år kunne kalde dig for skibsmontør.

Industrimontør

Når du har gennemført grundforløbet og bestået prøver og eksamener, kan du efter 2 ½ år kalde dig for industrimontør. På disse 2 ½ år har du stiftet bekendtskab med fag som

  • Dieselmotorlære
  • Automatik
  • Arbejdsmiljø og sikkerhed
  • Termisk sammenføjning og afkortning
  • Tegningsforståelse og cad konstruktion

Undervejs skal du også have ”traditionelle” skolefag som dansk og engelsk. Når du afslutter uddannelsen som industrimontør, har du haft mulighed for at tage forskellige certifikater, for eksempel førstehjælp og brandbekæmpelse.

Skibsmontør

Vælger du at fortsætte uddannelsen efter de første 2 ½ år, begynder du at se frem imod en titel som skibsmontør. De resterende halvandet år byder på mange flere faglige udfordringer, og du kommer ikke til at kede dig.

Du vil blandt andet komme til at få fag som

  • Produktudvikling
  • Maskinel og manuel bearbejdning
  • Spåntagende bearbejdning
  • Montage-, reparations- og vedligeholdelsesteknik
  • Skibsanlæg

Med uddannelsen som skibsmontør har du et stykke papir i lommen, som giver dig adgang til job mange spændende steder. Dette kan for eksempel være om bord på skibe eller på skibsværfter.