Klejnsmedelærling Rasmus Thiilborg deltager ved DM i Skills 2016 i Fredericia.

Talentudvikling

Svendborg Erhvervsskole bakker op om ambitiøse lærlinge. I 2015 blev klejnsmedelærling Rasmus Thiilborg regionsmester og repræsenterer skolen ved DM i Skills 2016.

Hvert år deltager Svendborg Erhvervsskole i de regionale mesterskaber i adskillige fag. I 2015 var skolen vært for de fleste af konkurrencerne indenfor de tekniske erhvervsuddannelser, og 4 af regionsmestrene vandt på hjemmebane. Dermed er de klar til DM i Skills.

Til DM i Skills

27-årige Rasmus Hindsgaul Thiilborg fra Svendborg Erhvervsskole vandt fredag den 16. oktober regionsmesterskabet for klejnsmedelærlinge på linje med Daniel Bertelsen fra Rybners i Esbjerg. De to repræsenterer regionen ved DM i Skills den 4.-6. februar 2016.

I alt 7 klejnsmede deltog i konkurrencen. Alle fik 14 timer til at producere det mest fejlfrie dozerblad, og det krævede tempo og dyb koncentration til det sidste. Alligevel var der overskud til at hjælpe hinanden med et par tip, hvis det kneb for nogen.

Rasmus er til daglig lærling ved Koppers Denmark i Nyborg, og er efter planen udlært i 2017.