Praktik og lærepladser

Det er klogt at gå i gang med at søge praktikplads i god tid. Vi kan hjælpe fra skolen med det praktiske, men du skal selv ud og hilse på og få et håndslag med en mester.

Praktiktiden er en vigtig del af undervisningen. Den kan enten foregå som lærling i en virksomhed eller på praktikcenter.

Søg i god tid

Der er relativt gode muligheder for at finde praktikplads, hvis du vil være maskinsnedker eller bygningssnedker. Det er naturligvis vigtigt, at du selv er aktiv og opsøgende, og hvis du ikke lige ved, hvor du kan søge, kan vi på snedkerafdelingen hjælpe dig med en liste af virksomheder, som er godkendt som praktiksted.

For møbelsnedkere er der knap så mange firmaer længere, men det er muligt. Vi guider gerne – men som møbelsnedkerelev er det naturligvis ekstra klogt, at være tidligt ude.

Skriv lidt om dig selv

Det vigtigste er, at du udsøger nogle steder, du kunne tænke dig at arbejde, og at du selv kommer ud og siger goddag til mester, så I kan mærke om det kunne blive en god elevtid.

Inden du tager ud, så lav en kort ansøgning og lidt faktaoplysninger om dig selv. Læg gerne et billede ved. På den måde er det let for mester at huske dig og få fat i dig igen.

Både du og mester kan være usikre på de formelle krav og de papirer, der skal udfyldes. Det må ikke blive en bremse. Kontakt os på Snedkerskolen Fyn, så hjælper vi med alt det “kedelige”.

Mulighed for skolepraktik

Der er ingen grund til at fortvivle, selv om du måske får nej de første gange. For der er et sikkerhedsnet. Du kan komme i skolepraktik, hvor du lærer det samme – og hvor du med mellemrum kan blive hyret til korte praktikforløb i lokale virksomheder.