Ture og rejser

Ekskursioner og virksomhedsbesøg er med til at få en større forståelse for faget. Derfor bliver de en del af undervisningen, så ofte det er muligt og aktuelt.

Ekskursioner på grundforløb

Der er ikke nødvendigvis fastlagt et mål for en ekskursion fra starten af året, men når det bliver aktuelt i undervisningen, og det er praktisk muligt, kører vi ud til en virksomhed – fx for at se på glasproduktion.

Formålet med den elle de ture, vi gennemfører, er at give den bedste form for læring. For de fleste er det lettere at huske og forholde sig til produkter og processer, hvis vi har set det eller mærket produktet i hænderne.

På Trapholt under hovedforløbet

Trapholt Museum i Kolding er målet for en ekskursion på 4. hovedforløb.

I faget produktion, produkt og design taler vi om de klassiske, danske designere, og derfor er det oplagt at køre til Kolding, hvor vi kan se en stor samling af designklassikerne. Det er den bedste måde at studere stilhistorie på.

Kig indenfor på Trapholt

På Tidens Samling

Tidligere har vi flere gange besøgt museet Tidens Samling i Odense på vejen hjem fra Kolding. I Tidens Samling kan vi se en mængde interiør og brugsgenstande, som giver masser af inspiration til snedkeropgaver.

Tag selv et kig ind på Tidens Samling

På virksomhedsbesøg

Ikke alle når at få stor værkstedserfaring på lærepladsen eller i praktikcentret. Hvis der er behov for det, vil vi forsøge at finde en mulighed for at besøge en produktionsvirksomhed under hovedforløbet. På den måde kan alle nå at få fornemmelsen af hvordan en større produktion foregår.