Teknisk designer EUD

Praktik og lærepladser

Når du starter op på uddannelsen som teknisk designer, er det en virkelig god ide at skaffe en praktikplads. Denne plads skal du selv finde, men vi hjælper dig gerne.

Uddannelsen som teknisk designer indebærer at du skal igennem et grundforløb og ophold på Svendborg Erhvervsskole. Hertil kan du så lægge et praktikophold i en virksomhed, hvor du får faget som teknisk designer inden under huden.

Mange elever på uddannelsen spørger ofte, om de selv skal skaffe sig en praktikplads. Det korte svar er: – Ja, det skal du!

Hvordan får jeg en praktikplads?

Derfor råder vi altid vores elever til at komme i gang så hurtigt som muligt med at finde en praktikplads. Praktikpladser er nemlig eftertragtede, og de hænger bestemt ikke på træerne.

Spørg venner og bekendte om de kender nogen, som kan hjælpe dig videre i jagten på en praktikplads. Brug internettet og surf rundt på virksomhedernes hjemmesider og skriv kontaktinfo på relevante personer ned.

Mød op på virksomheden

Skriv eller ring til disse personer, og endnu bedre: skaf en aftale med virksomheden og mød op, hvor du præsenterer dig selv og dine ønsker. Hvis det ikke hjælper, og du synes at situationen er håbløs, skal vi nok hjælpe dig videre.

Du kan desuden surfe ind på Praktikpladsen.dk, hvor du får et overblik over praktikpladser i hele Danmark. Har du stadig svært ved at finde en relevant praktikplads, kan du naturligvis trække på Svendborg Erhvervsskoles vejledere.

Tag en snak med studievejledningen, som gerne vil hjælpe dig videre. Ring til studievejler Niels Mark Aagaard på tlf. 2557 7077.

Søg efter praktikpladser på Praktikpladsen.dk