Teknisk designer EUV
Jeppe Overvad Krabbenhöft og Nicolai Lamp er begge uddannet som teknisk designer, men de har vidt forskellige karrieremål.

Karrieremuligheder

Job, videregående uddannelse eller direktør i egen virksomhed. Du har mange muligheder med uddannelsen som teknisk designer på hånden.

Et af de mest naturlige spørgsmål, du kan stille dig selv, når du begynder på uddannelsen som teknisk designer, er: “Hvad kan jeg blive?”

Det er et vældig godt spørgsmål, idet du får adgang til en række spændende job i både private og offentlige virksomheder – måske bliver du sågar selvstændig i egen virksomhed.

I dit arbejde som teknisk designer kommer du til at arbejde sammen med mange forskellige mennesker. Det er for eksempel ingeniører og arkitekter, og du får desuden et indgående samarbejde med kommuner og ministerier, når du bliver det naturlige bindeled mellem planlæggere og de som udfører arbejdet.

Forskellige arbejdsområder

Uddannelsen som teknisk designer er en bred uddannelse, som klæder dig på, så du kan varetage mange arbejdsopgaver. Der er 2 retninger du kan vælge imellem:

  • Bygge/Anlæg
  • Industriel konstruktion

Du lærer en masse forskelligt under uddannelsen, og nye begreber som cad software, plotter, detailtegninger bliver en naturlig del af din hverdag. Arbejdspladsen er eksempelvis større byggepladser, tekniske forvaltninger og tegnestuer.

Jeppe Overvad Krabbenhöft og Nicolai Lamp er repræsentanter for hvert af de to spor:

Teknisk Design Svendeprøve dec 2015

Målet for Nicolai er at blive ingeniør

Innovation og produktudvikling er det bedste Nicolai Lamp ved. Han er uddannet teknisk designer fra Svendborg Erhvervsskole, men den langsigtede plan er at blive mekatronik ingeniør.

Nicolai begyndte egentlig på en elektrikeruddannelse, men lysten til at arbejde med 3d tegneprogrammer gjorde, at han skiftede spor til teknisk designer. 2 gange under uddannelsen vandt han det uofficielle DM i brug 3D-programmet Inventor, og under praktikforløbet på Svendborg Brakes havde han stor glæde af at arbejde med i udviklingsafdelingen.

3D-printer privat

– Jeg er blevet så bidt af innovation, at jeg har købt min egen 3D-printer og har udviklet forskellige produkter derhjemme, afslører Nicolai.

Han indrømmer at han i eksamensopgaven brugte uforholdsmæssigt meget tid på at designe, men han fik alligevel lavet sin rapport og fremlæggelse til et tilfredsstillende resultat.

EUX anbefalet

– Hvis EUX havde været muligt, da jeg begyndte, ville jeg have valgt det, for så kunne jeg mere direkte have søgt ind på ingeniørstudierne, men jeg VIL den vej, så jeg tager 1½ års forberedelseskursus for at komme ind, fortæller Nicolai.

Nicolai Lamp blev uddannet teknisk designer i december 2015.

Se mere om uddannelsen til mekatronik ingeniør

teknisk design7

Jeppe drømmer om at tegne fremtidens byggeri

Har du lagt mærke til boderne ved Gl. Torvedag i Svendborg? De er tegnet af Jeppe Overvad Krabbenhöft, som nu er uddannet teknisk designer fra Svendborg Erhvervsskole.

-Min drøm er at blive en del af store projekter som det nye sygehus i Odense eller tilsvarende, for det er spændende at være med til at tegne noget, som mange mennesker ser og bruger mange år efter, forklarer Jeppe.

Tømrer var første mål

Jeppe var egentlig gået i gang med en tømreruddannelse, men han fandt ud af, at han hellere ville ind på kontoret og tegne end at gøre bygningerne færdige rent fysisk. Jeppe bor i Odense, og tog grundforløbet til teknisk designer i Odense, men da han manglede en læreplads, fik han chancen for en skolepraktikplads på Svendborg Erhvervsskole.

Består med et 10-tal

– Lars-Bo (Gregersen, red.) har været super god som lærer til at udfordre mig, og jeg har suppleret træningen her med kortere ophold ude i lokale virksomheder, fortæller Jeppe.

Både den teoretiske og praktiske erfaring gjorde Jeppe i stand til at score et 10-tal til eksamen, så nu er han helt klar til at tegne fremtidens byggeri.

Se mere om forløbet af uddannelsen til teknisk designer

Kan jeg læse videre?

Når du har gennemført uddannelsen som teknisk designer, har du også mulighed for at læse videre, hvis du har lyst til det. Alt afhængig af dine interesser og ekspertiser kan du for eksempel vælge at læse videre til

  • Driftsteknolog offshore
  • Multimediedesigner
  • Kort- og landmålingstekniker
  • Byggetekniker
  • Bygningskonstruktør

Læs mere på Uddannelsesguiden: Videre som faglært

Læs mere om videregående uddannelse efter EUD