Uddannelsesretninger

Når du tager træfagenes byggeuddannelse, kan du vælge imellem tømrer, gulvlægger og tækkemand. Kommer du direkte fra folkeskolen har du tid på grundforløb 1 til at skyde dig ind på, hvad du vil.

Når du søger om optagelse på træfagenes byggeuddannelse, søger du automatisk ind på en uddannelse, som byder på intet mindre end 3 forskellige retninger.

“En af de ting, som jeg blev mest overrasket over, var de gode muligheder, som jeg blev præsenteret for, da jeg mødte ind på uddannelsen”.

Ordene stammer fra Jonas, som blev positivt overrasket, da han blev optaget på træfagenes byggeuddannelse. Jonas var af den sikre overbevisning, at han skulle være tømrer, men efter en kort periode skiftede Jonas mening.

De 3 retninger

Svendborg Erhvervsskole tilbyder nemlig 3 forskellige retninger på træfagenes byggeuddannelse. De 3 retninger er:

  • Tømrer
  • Tækker
  • Gulvlægger

Varigheden af uddannelsen er afhængig af de specialefag, som du vælger undervejs, men som udgangspunkt tager det 3 ½ – 4 år at færdiggøre en uddannelse.

Tømreruddannelsen kan du færdiggøre i Svendborg. Som tækkemand skal du tage de sidste skoleforløb i Hadsten, og som gulvlægger skal du tage hovedforløbets skoleuger i Viborg.

Tømrer

Tømreren laver det meste af træ- og konstruktionsarbejdet i bolig- og erhvervsbyggeriet. Arbejdet er meget alsidigt med opgaver fra nybyggeri til renovering. Arbejdet foregår især udendørs på byggepladser, og det er en fordel at kunne tale med mange forskellige mennesker, for du skal fungere sammen med andre håndværkere og kunne tale med kunder.

Du kan tage hele uddannelsen i Svendborg.

Gulvlægger

Gulvlæggeren er specialist i at lægge gulve og vurdere hvilke materialer, der egner sig til forskellige rum og bygninger afhængigt af, hvad de skal bruges til. Gulvlæggeren sørger for, at underlaget er solidt og jævnt, og at det færdige gulv har en flot finish. Som gulvlægger arbejder du mest indendørs, og du skal holde af præcision og kvalitet.

Du kan tage grundforløbet i Svendborg, mens alle skoleopholdene under hovedforløbet er placeret i Viborg eller København.

Tækkemand

Tækkemanden kan sit traditionsrige håndværk med at lægge stråtag, reparere tækninger og udføre kviste og detaljer i taget. En del af uddannelsen består i grundlæggende tømrerarbejde, og desuden lærer du om myndighedskrav og moderne arbejdsmetoder. Hver egn i landet har sin egen stil og tækkemetoder, som du skal kende. Tækkearbejdet foregår for det meste udendørs.

Du kan tage det meste af uddannelsen i Svendborg. De sidste skoleforløb tager du i Hadsten.

Et vigtigt valg

Det er bestemt ikke nemt at skulle vælge den ene retning fremfor den anden, men vores erfaring siger, at de fleste elever ret hurtigt i grundforløbet begynder at pejle sig ind på deres favoritretning.

I samarbejde med undervisere og lærepladser sørger vi for, at du nok skal lande på den rette hylde, når du begynder på træfagenes byggeuddannelse.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du til enhver tid kontakte vores studievejleder Alma Qvistggaard. Ring til Alma på tlf. 7222 6018.