Projekter

Når du har lært de mest grundlæggende principper i faget, handler det om at få det ind i hænderne. Derfor arbejder vi meget med projekter.

Både på grundforløb og hovedforløb kan du regne med at arbejde en del med projekter, hvor du skal bruge det du har lært fra forskellige fag.

Husprojekt på grundforløbet

Under grundforløbet bliver du en del af en gruppe, som skal bygge et hus af træ. Gulv, vægge, tag, beklædning, vinduesrammer, dør. Alt skal laves efter forskrifterne, og I skal selv beregne, hvordan det skal gøres. I har også indflydelse på, hvordan huset skal se ud.

Projekter på hovedforløbet

På alle skoleopholdene under hovedforløbet skal du arbejde med forskellige former for projekter.

Som eksempel beder vi alle lave en kvist. Du må hente inspiration rundt om i byen eller på nettet. Derefter skal du selv tegne og beregne, hvordan den skal se ud for at overholde krav om tæthed, udluftning med mere. Og du skal naturligvis også bygge den.

Projekter er en god måde at arbejde på for at forberede dig og dine kammerater på holdet til virkeligheden bagefter, hvor “fru Hansen” bestiller en kvist og forventer, du ved alt om hvordan du gør det korrekt og til en fornuftig pris.