Studieophold i udlandet

Alle kan søge – men det er de få udvalgte, som får chancen for 3 måneder i Skotland. Til gengæld skal de berette grundigt om erfaringerne, når de kommer hjem.

Lærlinge fra hele Fyn får hvert år chancen for den usædvanlige oplevelse at blive en del af et team og et lokalområde i Skotland. Siden årtusindskiftet har uddannelseschef Sigurd Lund Henriksen arrangeret opholdet sammen med to tømrermestre i Skotland, som betaler lærlingenes løn, og sørger for at finde logi.

Tid til at blive anfører

Lejen betaler de unge selv, men det kan trækkes fra som dobbelt husførelse.

“Tre måneder er ikke lang tid, men det ene år nåede en af vores elever at blive anfører på det lokale fodboldhold”, fortæller Sigurd Lund Henriksen og tilføjer:

“Både fagligt og socialt bliver de en del af området, og for nogen er det første gang, de er så længe væk alene.”

Større udsyn

Baggrunden for de årlige udlandsophold er behovet for internationalt udsyn, og ønsket om at få en dybere forståelse for dansk håndværkskultur ved at se andre måder at arbejde på.

“Når de kommer hjem, skal de fortælle om oplevelserne til alle deres kammerater på skolen, så de også får del i den erfaring, de udsendte har gjort sig”, fortæller Sigurd Lund Henriksen.