Håndtering af uønsket seksuel opmærksomhed

Læs her hvad Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier gør i forhold til uønsket seksuel opmærksomhed.

På vores erhvervsuddannelser tager vi et fælles ansvar for at sikre, at alle behandles ordentligt og med respekt. Alle elever har ret til at færdes i et godt og trygt uddannelsesmiljø, hvor de mødes med en respektfuld tone og anerkendende adfærd. Uanset race, nationalitet, etnicitet, overbevisninger, køn, seksualitet, graviditet og forældreskab, alder eller handicap, skal alle føle sig velkomne og trygge.

Det betyder, at ingen elever eller ansatte på skolen må udsættes – eller udsætte andre – for nedværdigende eller krænkende behandling. Vi er alle ansvarlige for at skabe et miljø, hvor mangfoldighed fremmes og respekteres. Alle skolens ansatte er forpligtet til at arbejde aktivt med at fremme mangfoldighed og sikre, at alle elever trives.

Seksuel chikane er defineret i Ligebehandlingsloven §1 stk. 6 således:

  • “Der foreligger seksuel chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.”

De ansatte på erhvervsuddannelserne har et særligt fokus på et godt og trygt uddannelsesmiljø for alle der færdes på og omkring skolen. Opdager vi udfordringer med sexisme, håndteres de i fællesskab, da sexisme aldrig må overlades til at være den enkeltes problem.

Vi arbejder målrettet gennem vores undervisning og vejledning med forebyggelse af uønsket seksuel opmærksomhed ved at inddrage indsatser der sætter trivsel, fællesskaber og mangfoldighed i sociale relationer på skemaet.

Oplever du selv eller andre blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, så kontakt:

Katrine Christoffersen

Katrine Christoffersen

Trivselsvejleder

Mail: kch@sesg.dk
Telefon +45 7222 5948

Allan Kruse

Allan Kruse

Direktør

Mail: akru@sesg.dk
Telefon +45 7222 5701

Hvis du foretrækker det, er du som elev også velkommen til at gå til din nærmeste faglærer/kontaktlærer. Er du selv blevet udsat for overgreb i form af voldtægt eller andre seksualiserende overgreb, opfordres du til at kontakte politiet og derefter rette henvendelse til en af ovenstående kontaktpersoner, din kontaktlærer, faglærer eller lederen for uddannelsesområdet.

Håndtering af henvendelser:

Hvis du ikke oplever, at din henvendelse håndteres tilstrækkeligt, kan du ved yderligere behov også rette henvendelse til erhvervsuddannelseschefen eller skolens direktør.

Konsekvenser:

SESG ser med alvor på henvendelser om sexisme og seksuel chikane. Der vil blive iværksat en undersøgelse, og en overtrædelse af ordensregler vil medføre en sanktion. Sanktionen afhænger af overtrædelsens karakter.