LIVET STOPPER IKKE I EN SKOLEPRAKTIK

LIVET STOPPER IKKE I EN SKOLEPRAKTIK

Læs den spændende historie om Zandra Hansen, der har taget sin uddannelse som ernæringsassistent i skolepraktikken på Svendborg Food.

EN SVÆR START

Trods en svær start og flere nedture undervejs ser hun nu sig selv som en succeshistorie.

Hun er rigtig glad for, at der kommer noget fokus på det at færdiggøre sin uddannelse på skolen.

For da Zandra startede i skolepraktikken hadede hun det med egne ord.

– Først troede jeg, at jeg kunne det hele og frit kunne vælge mellem opgaverne, fortæller Zandra.

Hun fandt hurtigt ud af, at man er nødt til at gøre sig fortjent til respekten og skal lære at kravle før man kan gå.

– Man kommer ikke bare valsende og tror, man kan det og det. Man skal være ydmyg, fortæller hun.

ET OMRÅDE FYLDT MED TABU

En stor ting, der også gjorde skolepraktikken til en svær begyndelse var, at det er et tabuområde, at man ikke kan finde en “rigtig” læreplads.

Det kan fylde rigtig meget og gøre en usikker på, om man er god nok, når man er færdig med sin uddannelse til, at virksomhederne vil have en.

Det gjorde det også hos Zandra. Men hun fandt ud af, at der også er muligheder i en skolepraktik.

– Vi lærer rigtig meget af hinanden for der er både gastronomer med speciale i smørrebrød og catering og ernæringsassistenter sammen i skolepraktikken. Fx har vi lært meget mere om grundsmage fra gastronomerne end vi selv kommer igennem på min uddannelse, fortæller Zandra.

Under skolepraktikken får man også lov til at blive sendt ud på delaftaler og kan på den måde prøve forskellige køkkener.

EN PERSONLIG SUCCES

Zandra bor i Odense er enlig mor til to børn på 5 og 9 år.

Hun har kæmpet for at nå, hvor hun er i dag.

Det er heller ikke uden bevægelse, at Zandra fortæller sin historie – åbent og uden filter.

– Der har været flere nedture og jeg har grædt meget sammen med Lene, fortæller Zandra.

Lene Særkjær er teamkoordinator i kantinen på Svendborg Food, hvor Zandra har taget sin uddannelse og har ifølge Zandra været en stor hjælp og støtte.

DRØMMEJOBBET

Zandra valget uddannelsen som ernæringsassistent pga. arbejdstiderne, da hun ville gerne kunne arbejde i dagtimerne.

Derfor er hun rigtig glad for at være landet i noget, der kunne betegnes som et drømmejob hos Odense Eventyrgolf, hvor hun har fået job som kok.

ENDNU EN SUCCES

Det er ikke kun Zandra, der har fundet et godt job efter at have taget sin uddannelse i skolepraktikken.

Fie Bruun Petersen blev i januar 2018 færdig med sin uddannelse, som hun også har fået gennem en skolepraktik.

Hun blev ansat inden hun blev færdiguddannet og startede dagen efter, hun færdigjorde sin uddannelse, i job på et bosted i Odense Kommune.

Vi er på Svendborg Food rigtig stolte af, at vi kan give vores elever en god tidssvarende uddannelse, der giver dem de samme muligheder for at søge job som de af vores elever, der tager deres uddannelse hos en mester.