Korrigering af omtale af trivselsmåling

Fyns Amts Avis bragte den 2. september en artikel om Cepos’ analyse af gymnasieelevers trivsel. I artiklens billedtekst blev det anført, at HHX og HTX på Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier ligger under landsgennemsnittet på næsten alle parametre.

Denne påstand er forkert og i modstrid med Cepos’ egne tal. De viser, at:

  • HHX ligger over landsgennemsnittet på social trivsel (4,2 mod 4,1).
  • HTX ligger på linje med landsgennemsnittet på social trivsel (4,1).
  • På de øvrige parametre ligger begge uddannelser omkring landsgennemsnittet – ikke under på “næsten alle”.

Det er vigtigt for os, at elever, forældre og samarbejdspartnere får et retvisende billede af virkeligheden. Vi har derfor rettet henvendelse til avisen og krævet en berigtigelse.

“Trivsel er fundamentet for, at vores elever kan lære, udvikle sig og lykkes med deres uddannelse. Derfor arbejder vi hver dag målrettet for at skabe et trygt og inkluderende miljø, hvor fællesskabet er stærkt, og hvor der er plads til både faglige ambitioner og personlige drømme,” siger rektor Søren Jan Rasmussen.