Skovsbovej 43
5700 Svendborg
Tlf: +45 7222 5700
mail@sesg.dk
Teknisk Gymnasium (HTX)
Handelsgymnasium (HHX)
BUSINESS (EUD/EUX)
700 EUX-elever har dystet om titlen som Danmarksmester i digital handel! Finalen blev afholdt på Børsen fredag d. 15. december med deltagelse af 4 finalistgrupper. Vindergruppen blev 3 elever fra Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier med en original ide om kundeinvolvering og brug af influencere.
700 elever har lært om digital handel og cirkulær økonomi
I løbet af efteråret 2023 har 18 skoler og 700 elever arbejdet med at analysere virksomheden Pleasant og komme med forslag til at øge deres digitale omsætning. Pleasant er ikke en helt almindelig modeforretning. I shoppen finder du helt særlige skjorter og kasketter: De har alle været noget andet i deres tidligere liv – fx dynebetræk, gardiner og bordduge.
Pleasant upcycler materialer for at undgå at bruge nyt tekstil. Upcycling betyder, at man tager et eksisterende produkt og laver det om til et nyt af højere værdi. Da størstedelen af et stykke tøjs CO2 aftrykket ligger i materialefremstillingen, kan Pleasant ved at anvende brugte tekstiler have et CO2 aftryk, der er mindst 4 gange så lavt sammenlignet med et konventionelt produkt. Materialerne som Pleasant anvender kræver ingen efterbehandling og kan laves direkte om til tøj. På den måde forlænges materialernes levetid og giver samtidig nogle helt unikke designs.
Influencerkampagne eller en viral TikTok-video?
Forslagene var mange, da finalisterne stillede sig på scenen på Børsen foran dommerpanelet. Optimering af website, interaktive spørgeskemaer, SEO, SoMe Content planer, kampagneforslag og kreative AI-billeder – der var stor variation og relevante ideer fra erhvervsskoleeleverne.
Og det er lige præcis tanken med EuxBizCup: At udsætte eleverne for en ægte udfordring, hvor de kan anvende deres praksisnære faglighed, som er én af hovedstyrkerne ved en erhvervsuddannelse. Efter finalen har virksomheden forpligtet sig til at implementere forslaget, så det bliver ikke i skrivebordsskuffen, men kommer ud at leve. ”Det er fedt at analysere data fra en rigtig virksomhed og vide at ens ideer bliver taget alvorligt,” siger én af finalisterne.
Original ide løb med sejren!
Benjamin Ganic, Niklas Pedersen og Silas Poulsen fra Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier leverede en gennemført præsentation, som viste en skarp forståelse for virksomheden. Ikke kun i deres markedsføringsideer, men især ideen om, at kunderne selv kan aflevere deres gamle gardiner til Pleasant og få dem lavet om til en skjorte, som dermed får et meget personligt præg. Det var en svær udvælgelse for dommerpanelet og Stephan Riesenfeld fra Pleasant udtalte: ”Jeg ville ønske I alle kunne vinde – jeg kan bruge noget fra alle forslagene.”
Dansk Erhverv lagde hus til årets finale på Børsen og eleverne gjorde indtryk på Carsten Rose Lundberg fra Dansk Erhverv Digital Handel: ”Finalisterne viste alle sammen et imponerende højt niveau, både i deres løsningsforslag og ikke mindst i deres 10 minutters pitch.”
Som en del af præmien, bliver de tre elever inviteret med til Dansk Erhvervs E-handelspris, hvor de får lov til at komme på scenen og opleve, hvordan det er, når 1.000 e-handlere klapper ad en!
Årets finalister 2023
Om EuxBizCup – DM i digital handel for EUX
EuxBizCup er en case competition for EUX-elever på de danske erhvervsskoler, som arrangeres af Videncenter for Digital Handel. I løbet af en uge skal eleverne analysere en digital handelsvirksomhed og komme med konkrete forslag til, hvordan omsætningen kan øges online. Videncenter for Digital Handel og case virksomheden giver hver 25.000 kr. til at få implementeret vinderforslaget. Derudover får vindergruppen 5.000 kr.
Læs mere om Videncenter for Digital Handel og EuxBizCup på digitalhandel.dk