Velkommen til vores gymnasium

Læs videre på Copenhagen Business School, pædagogseminariet, universitetet eller tag en professionsbacheloruddannelse.

Med en merkantil studentereksamen kan du blive alt fra revisor, advokat, ejendomsmægler, socialrådgiver, lærer eller journalist. Du kan også få en uddannelse inden for forsikrings-, sundheds- eller finanssektoren.

Der er uanede muligheder, og din HHX giver adgang til det hele.

Vi giver dig tre fantastiske år med en masse nye og spændende fag, der bringer dig tættere på den verden du lever i – og lever af.

HHX – studentereksamen med fokus på samfund og erhvervsliv

ER DET NOGET FOR MIG?

HHX er en 3-årig gymnasial uddannelse på handelsgymnasiet, hvor du får nye fag inden for økonomi og business. Fag, der tager udgangspunkt i den virkelighed, du møder uden for skolen. Fag du kan bruge til noget!

HHX starter med et grundforløb på tre måneder. Forløbet afsluttes i første uge af november, hvor du vælger en af de studieretninger, som SESG udbyder.

Handelsgymnasiet er det rigtige valg, hvis du vil lære om markedsføring, ledelse, økonomi, iværksætteri og mere, som giver dig et godt skub til en spændende karriere. Se her, hvordan du kommer ind, og hvad det hele går ud på.

Studieretninger

I løbet af de 3 år uddannelsen varer, har du både obligatoriske fag, studieretningsfag og valgfag. Efter de første 3 måneder skal du vælge studieretning. På Svendborg HandelsGymnasium kan du vælge mellem 5 studieretninger.

CLASSIC

Afsætning A – Virksomhedsøkonomi A

Med udgangspunkt i aktuelle samfundsemner, virksomhedsbesøg samt lokale, nationale og internationale virksomhedscases gøres undervisningen sammenhængende, virkelighedsnær og anvendelig.

Vi afprøver fagenes teorier, metoder og modeller i en sammenhæng, hvor samspillet mellem fagene har en afgørende betydning.

ØKONOMI & MATEMATIK

Virksomhedsøkonomi A – Matematik A

Vil du blive klogere på den verden, du er en del af?
Du undervises gennem tre år i så forskellige og vigtige områder som globalisering, logistik, aktiekurser, fake news, historiske udviklinger, reklamer, regnskaber, kommunikation, sprog, litteratur, jura og filmkunst.
Men stærkest står matematik og økonomi på højt fagligt niveau.

På studieretningen MATEMATIK & ØKONOMI lærer du at gå i dybden med tal, tendenser og statistikker. Derfor er der lagt vægt på studieretningsfagene.

INTERNATIONAL

Afsætning A – International økonomi A

Den internationale studieretning er målrettet mod videregående studier eller en karriere i internationale virksomheder eller organisationer med engelsk som koncernsprog. Retningen er oplagt, hvis du gerne vil fokusere på engelsksproget kultur og samfund, og hvis du samtidig har lyst til at blive god til engelsk.

Den internationale studieretning er for dig, som ønsker en gymnasieuddannelse, der åbner mange døre op ud til den store vide verden. Studieretningen passer til både videregående uddannelser i Danmark og udlandet. Det er også målrettet en erhvervskarriere i internationale virksomheder hvor koncernsproget er engelsk.
For at ruste dig til at arbejde i internationale sammenhænge, foregår al undervisning og eksamen i Afsætning A på engelsk. Studieturen går til en spændende international destination.

SPORT EVENT MANAGEMENT

Afsætning A – Virksomhedsøkonomi A

På studieretningen SPORT EVENT MANAGEMENT kan du kombinere din interesse for sport og idræt med lysten til at lære, hvordan du opbygger store events. Samtidig får du en gymnasial uddannelse med særlig fokus på fagene afsætning og virksomhedsøkonomi.
På Svendborg Handelsgymnasium har vi nær kontakt til bl.a. Svendborg Gymnastikforening, Rabbits og GOG, og du får gode muligheder for at dyrke din sport.

Studieretningen henvender sig til dig, der er interesseret i at planlægge og afvikle større arrangementer som f.eks. skolefilmfestival, skolernes motionsdag og en Super Bowl-aften.
På SEM-linjen har du Virksomhedsøkonomi og Afsætning som studieretningsfag. Vi kombinerer teori med praksis, når vi planlægger, afvikler og evaluerer arrangementer og tager på virksomhedsbesøg.

Fakta om HHX
Varighed

HHX tager 3 år.

Tilmelding

Læs meget mere om tilmeldingen her

Studiemiljøet på HHX

Nærvær, venner & fester

Hverdagen på Svendborg Handelsgymnasium er både aktiv og sjov. Projekter er en stor del af undervisningen, og du kan selv være med til at præge skolen i elevråd og festudvalg. Vi har hyggelige fester, og samtidig har vi faglige ambitioner og derfor talentudviklingsarbejde på flere måder.

Studieliv

Varieret undervisning

Du arbejder på klassen, i storrummet, på biblioteket, i kantinen eller på ekskursioner. Du arbejder i grupper eller selvstændigt med opgaver og temaer. Alt i alt en afvekslende måde at lære på, der gør, at du også fra første skoledag må tage et medansvar for din uddannelse.

Bordfodbold og bordtennis

I frikvartererne og efter skoletid er du mere end velkommen til at tage et spil bordfodbold eller bruge vores bordtennisbord.
Sofaerne i storrummet er også populære både til gruppearbejde og til afslapning og hygge imellem timerne.

Fester

Fester og årlig gallafest

Festudvalget arrangerer årligt flere fester. Bl.a. har KESI, Christopher og Gulddrengen været på besøg og ”væltet” storrummet med alle deres hits. Festerne på Svendborg HandelsGymnasium plejer at være velbesøgte.
Limousiner for døren, rød løber, lange kjoler, unge mænd i jakkesæt – enkelte gange endda et faldskærmsudspring til plænen bag skolen. Der er stil over både påklædning, menu og dans til den årlige gallafest.

Et liv efter timerne

Foruden fester og fredagsbar er der mange muligheder for at lave noget sammen på handelsgymnasiet, i idrætscentret på modsat side af togstationen Svendborg Vest eller nede i byen, som kun ligger 10-15 minutters gang fra skolen.

Dannelse og uddannelse på HHX

I SESG’s ideal har vi skrevet:

“Den viden og kunnen, vores elever får, skal være en aktiv og skabende kraft, som giver dem mulighed for at tage ansvar for eget liv og det samfund, de lever i, ved at bidrage med mestring af faglighed, nye ideer og produkter samt konstruktive perspektiver på fremtiden”.

Søren Jan Rasmussen
Rektor HHX
Svendborg Handelsgymnasium

Skovsbovej 43
5700 Svendborg
Tlf.: 72 22 58 50
E-mail: hhx@sesg.dk

Se adresse på kort

Studievejledning

Camilla Huelgaard Thomsen
Tlf.: 72 22 58 58
Mail: cam@sesg.dk

Mette Mørkenborg
Tlf: 72 22 57 59
Mail: mkm@sesg.dk

Christian Vognsgaard
Tlf: 72 22 58 22
Mail: chvo@sesg.dk

Ringetider HHX

08.05 – 09.40
09.55 – 11.30
12.00 – 13.35
13.50 – 15.25
15.25 – 16.10